Der er, som du allerede ved, en stribe af gode huskeregler når det handler   om at komponere og beskære portrætter. Det Gyldne Snit (DGS) er en af   dem – og endda en af dem, der har størst udbredelse og som flest  mennesker kender til. Selvom de nok ikke lige hverken bruger den i deres   dagligdag eller kan forklare den. Fidusen er nemlig, at DGS blev relanceret   i Dan Browns “Da Vinci Mysteriet”.    

Det Gyldne Snit udlægges på flere måder: Det er når et stykke deles i to   stykker, hvor det lille stykke forholder sig til det store, som det store   stykke forholder sig til begge stykker tilsammen. Det er også et tal: 1,618 og kan derfor bruges til at tegne en kurve – fibonacci-kurven.    

Fibonacci-kurven kan du se til venstre. Jeg har lagt den ind over billedet   af Helene. I Helenes højre øje (venstre for os) kan du se en slags “snegl”   og det er i den, at du med fordel kan placere din models øjne – eller i   hvert fald et af øjnene. Du kan også se, hvordan Helenes næse er “skåret” igennem af en linje. Den linje passer med DGS. Ydermere kan du se, at   Helenes næsespids er præcist i skæringspunktet imellem to linjer: Den som går ned igennem næsen, og den som indkapsler sneglen.    

Skæringspunktet er et centralt punkt i komposition og beskæring efter DGS. Du kan også se, hvordan jeg har fået Helenes hår til at flugte   Her står Helene halvt skjult bag lidt murværk fra den tilsandede kirke den kraftige optegning af fibonacci-kurven  og du kan se, at jeg har placeret den oprette murkant i den første   oppe i Nordjylland – og det er heftig sol med hvidt murværk – herligt. opdeling af billedets bredde i DGS.    

Jeg ved godt, at det lyder meget omstændigt. Men det er det ikke. Det er faktisk ret let at bruge princippet   i Det Gyldne Snit – og resultatet er, at billedet som ofte ser “mere færdigt ud”, ser “mere harmonisk ud”, virker   “mere færdigt” og i det hele taget ser “mere indbydende ud”.