Kort forklaret – Iso (ASA)

KORT FORKLARET

ISO-tallet kan indstilles på stort set alle digitalkameraer. Jo højere ISO-taller er, desto kraftigere forstærker kameraet lyset der opfanges af sensoren.

Høje ISO-tal (1600, 3200, 6400):

• Hurtige lukkertider muliggøres
• Mere lysfølsom
• Kornet billede
• Meget velegnet til sportevents og billedtagning af folk i bevægelse

Mellem ISO-tal (400, 800):

• Velegnet til generelt brug, fortrinsvis udendørs
• Klare og detaljerige billeder

Lave ISO-tal (ISO 25, 50, 100, 200):

• Langsomme lukkertider kræves/muliggøres
• Mindre lysfølsom
• Godt til stillestående motiver hvor man evt. har et stativ
• Meget klare og detaljerige billeder
• Meget velegnet til portrætfotografering i studie samt makrofotografering med kunstlys
  

  I DYBDEN MED…

  ISO før og nu

  Hvis du tidligere har haft et analogt kamera, kan du måske huske at når du har haft flere muligheder når du købte en almindelig ISO-film. Normalt sælges ISO 200 og ISO 400.

  Sælgeren har så fortalt at ISO 200 er godt udendørs, og ISO 400 er godt indendørs. Dette er en halv sandhed, så lad os se nærmere på den anden halvdel 🙂 …

  ISO-værdien er et udtryk for en films lysfølsomhed og kornethed. Jo højere ISO-værdi, desto højere lysfølsomhed – og dermed lukkertids-hastighed.

  I dag er ISO er et udtryk for signalforstærkningen til sensoren i digitalkameraer. Hvis sensoren ikke opfanger nok lys – så skruer vi bare op for strømmen, så det den har opfanget bliver ’til mere’. Men dette giver forhøjet signalstøj til følge samt upræcision, hvilket vi ialt ser som støj, og mindre dynamikrum.

  Hvor kornetheden i analog film er monokromatisk (gråskala), så er kornetheden i digitalkameraer flerfarvet – og ødelægger dermed billedet en del mere.

  Eksempler på ISO-støj:

  
  

  Så beklageligvis kommer den lysfølsomhed som høje ISO-tal giver, på bekostning af kvalitet og detaljegrad.

  De fleste digitale kompaktkameraer støjer dog en hel del ved ISO 800, så undgå ISO 1600 og højere. Mange kompaktkameraer stejler allerede ved ISO 400.

  For spejlreflekskameraer er støjniveauet oftest først generende fra omkring ISO 800-1600, visse kan endda skalerede ganske tåleligt op på ISO 3200 og 6400!

  Alle kameraer har en indbygget software der mere eller mindre effektivt tager hånd om dette støjproblem. I kameraer der er for aggresive med støjfjernelsen erstattes støjen med “vandmærke”-billeder, med kraftigt udviskede detaljer og sære Fischerprice-farver. Skyder du i RAW, undgår du at kameraet gør noget som helst ved billedet – dvs. der støjpoleres på ingen måde i RAW.

  Også til computeren kan du finde software der kan hjælpe med at nedbringe støjniveauet.

  ISO i praksis

  ISO bruges oftest som den variable parameter man kan skrue på, for at få en korrekt eksponering. Ofte ønsker man en specifik lukkertid og blændeåbning – og eftersom man er bundet i kræft af disse valg, så er der kun ISO-tallet man kan bruge hvis billedet bliver for mørkt eller for lyst. Ved hjælp af filtre (der kan påmonteres de fleste ZLR og dSLR og visse kompaktmodeller) kan man så kompensere for overbelysning (eks. ved hjælp af gråfilter).

  Hvor man i gamle dage kunne få ISO 25 og 50 film, kan vi i dag oftest kun gå ned på ISO 100. Det kræver netop et ND-filter (gråfilter) nu om dage, for at nedbringe vores sensors sensitivetet svarende til eks. en ISO 25 film.

  Bemærk også at mange kameraproducenter ikke angiver deres ISO helt korrekt. Der afviges ofte med ca. 1/3 step; så når et kamera skriver ISO 200, kan det i praksis opføre sig mere som ISO 160 eller 250.