fjern reflektioner, lav stjerner med filtre
Kamerafiltre bruges til en række formål, og der findes mange forskellige typer filtre. Filtre kan ikke bruges på alle kameraer; vi henviser til dit kameras manual, her vil du kunne læse om du kan bruge filtre som tilbehør.
Typisk kan ultrakompaktkameraer generelt ikke bruge filtre, og kompaktkameraer kan kun sjældent. Stort set alle kameraer kan dog gøre brug af Cokinsystemet, idet der her er tale om en magnetisk anordning, og slide-in system.
Cokin-filtersystemet kan desuden fås i en udgave der kan monteres i stativgevindet på kameraet: Link
Vi vil nu gennemgå en række filtertyper der kan bruges både praktisk og som effekt.
UV og IR filtre
UV står for ultraviolet, IR står for infrarød. Ultraviolette og infrarøde stråler findes bl.a. i sollys. De er usynlige for det menneskelige øje, men ikke for en analog film, ej heller for en kamerasensor. UV og IR filtre filtrerer UV og IR lys fra.
I dag er betydningen af UV- og IR-filtre langt fra så stor som tidligere, og de bruges oftest til at beskytte objektivet med.
Alle digitalkameraer har et IR-filter foran sensoren. Ikke alle digitalkameraers IR-filter er helt så effektive, men du kan evt. teste det ved at prøve at tage et billede af en fjernbetjening i mørke, mens du trykker på en knap på fjernbetjeningen – og se om fjernbetjeningen ser ud til at udsende et hvidt lys på billedet.
Polfilter
Tit og ofte har man brug for at eliminere spejlinger. Det være sig spejlinger i en rude, i vandet, eller spejlinger i form af kraftige højlys fra lyskilder der skinner ind på eks. lakerede metalliske flader.
Eksempler:
Typisk modlysbillede; her står solen ned gennem et vindue. Forskellen er enormt stor; fra de hårde kontraster og spejlingen i bordet på billedet til venstre, ser vi på billedet til højre at bordet rent faktisk også har en farve, og et langt mere udjævnet lys.
Ovenstående viser hvordan polfilteret har sin effekt i himlen; en kraftig fremhævelse af kontraster i skyerne op imod himlen.
Det skal nævnes at der findes to typer polfiltre:
- Lineært polfilter
Cirkulært polfilter
Nogen påstår at lineære ikke kan bruges sammen med digitalkameraer. Dette passer ikke, men autofokus’en i dit kamera vil ikke fungere korrekt med lineært polfilter.
Jeg vil derfor anbefale cirkulært polfilter til de fleste.
Kun hvis du ved at du altid vil fokusere og lysmåle manuelt alligevel (hvilket må siges at være meget usædvanligt) kan du med fordel vælge lineært polfilter, idet kvaliteten her er lidt højere end med det cirkulære, og prisen er tilmed lavere.
Man skal generelt være opmærksom på at et polfilter tager ca. 1½ – 2 trin.
Polfiltrenes effekt er kraftigst når lyset skinner 57º ind på retningen du skyder i (denne vinkel kaldes iøvrigt “Brewster’s Angle”). Eksempelvis hvis du skyder imod solen, eller med solen i ryggen (hhv. 0º og 180º) så er polariseringseffekten stort set ikke-eksisterende. Det giver derfor ikke mening at have polfilteret monteret i disse situationer.
ND filter
ND står for Neutral Density. Disse kaldes ofte også for gråfiltre. De fungerer som en slags solbriller – dvs. de dæmper lyset generelt over det hele.
ND filtre fås i flere styrker:
- ND x2: Reducerer lyset med 1 stop
- ND x4: Reducerer lyset med 2 stop
- ND x8: Reducerer lyset med 3 stop
- ND x400: Reducerer lyset med 9 stop
Men hvorfor sætte et filter på som stjæler lyset?
Normalt er vi jo glade for at kunne køre en hurtig lukkertid, så vi undgår sløring og rystelser.
Problemet kommer når man vil tage langtidseksponeringer i dagslys. Dette kan der være flere grunde til, og en af dem er at få den silkebløde effekt på vandfald:
Til dette formål bruges et stativ (tripod).
ND gradient
ND gradient er ND-filtre der er graduerede; eks. fra ND x4 til blank. Disse filtre er specielt nyttige i landskabsbilleder, hvor du balancerer dit motiv så himlen dæmpes ned, samtidigt med at selve landskabet fremstår stort set uændret. Dette gør at du kan få langt mere dynamik med i billedet end ellers.
Et alternativ til ND gradientfiltre kan være at skyde minimum to skud af samme motiv, hvor man benytter forskellige lukkertider for at få forskellige eksponeringer. Disse kan man så kombinere i et program, og således skabe High Dynamic Range (HDR) billeder.
Farvede gradientfiltre
Nu om dage i Photoshop har man en tendens til at undervurdere farvede gradientfiltre. Så det første jeg i dette afsnit vil, er at demonstrere hvorfor farvefiltre stadigvæk har deres berettigelse, selvom vi i dag har alskens fotomanipulationsprogrammer…
Eksempel 1 – uden filter:
Først; helt uden filter, et lidt gråt og halvkedeligt billede.
Eksempel 2 – Photoshop manipulation:
Dette eksempel er lavet i Photoshop, hvor øverste del har fået lilla teint og nederste del har fået gul teint, for at simulere brug af filtre.
Eksempel 3 – 2 stk. gradientfiltre:
Her ses så den ægte vare; der er brugt et gradueret varmfilter (orange) nederst i billedet, og øverst et gradueret lilla filter. Disse filtre kan enten monteres separat eller sammen.
Bemærk hvordan farverne får en helt anden glød og virkning ved brug af filtre, i forhold til Photoshop-manipulationen, der virker falsk og død ved siden af.
Hvis Photoshop-versionen var blevet farvet mere aggressivt, ville det i det lilla område, have erstattet alle farverne med ren lilla. Virkningen der kan skabes med brug af ægte filtre er ikke sådan lige at efterligne.
Close-up filtre
Closeup-filtre er beregnet til at give den ultimative makrooplevelse. Hvis kameraet/objektivet ikke vil fokusere tæt nok på, så er løsningen er close-up filter. Et closeup-filter er i reglen et forstørrelsesglas som du monterer på objektivet.
Et sådan koster omkring 300-700 for en pakke med 3 stk., afhængigt af kvaliteten og størrelsen.
Typisk får man x1, x2 og x4 hvor x4 giver den største forstørrelse af billedet.
Eksempel: Tætteste fokus UDEN brug af close-up filter:
Eksempel: Brug af x4 close-up filter:
Eksempel: Brug af x1+x4 close-up filter:
Filtrene kan, som det ses på sidste eksempelbillede, sættes uden på hinanden. Dermed opnår man en stærkere virkning.
Men closeup-filtre stjæler ofte en del skarphed, og derfor er det sjældent en god idé at køre dem uden på hinanden, medmindre man har en høj kvalitet filtre.
Closeup-filtre kan fås i forskellige udgaver; nogle er lavet med én linse og andre er lavet med flere. Closeup-filtre der er bygget af flere linser, tegner skarpere.
Typisk vil montering af et close-up filter på et teleobjektiv resultere i et meget mudret billede. Man kan til nøds bruge op til close-up x2 hvis kvaliteten på filteret er god, men ikke x4.
Eksempel: Brug af x4 close-up filter på tele (450mm):
Ovenstående billede ligner mest af alt at jeg har brugt et soften-filter, eller smurt vaseline ud på mit filter. 🙂
Closeup-filtre åbner op for en ny verden af interessante vinkler på små ting, hvadenten man skyder i vidvinkel eller tele.
Effektfilter: Stjernefilter
Stjernefiltre har skæringer i glasset, der fremkalder en stjerne der udspringer fra et højlys, hvis der er nok kontrast omkring det.
Nedenstående eksempler viser effekten af et simpelt filter, med kun to “takker” på “stjernen”.
Eksempel – uden stjernefilter
Eksempel – med stjernefilter
Eksempel – med stjernefilter
Og hvis du synes det er flot, så overvej hvordan et juletræ vil komme til at se ud. 🙂
Nedenfor ses et eksempel med og uden 8-stjerne filter.
Skruefiltre versus slide-in filtre
Et problem for mange er at deres objektiver bruger forskellige gevindstørrelser. Det vil sige at man skal have et polfilter, nd-filter osv. for hvert af de objektiver man har, som skal kunne benytte disse filtre.
Et andet problem er at kraftige vidvinkelobjektiver vil give vignettering med brug af filtre; specielt polfiltre der er lidt tykke i det, idet filterets kant vil snige sig med på billedet som en skygge i hjørnerne.
En løsning kan være at bruge slide-in filtre, såsom Cokin- eller Lee-systemerne.
Fordelen her er at du bruger SAMME filtre for ALLE dine objektiver, idet man har en holder, hvor selve filtrene monteres i – du skal blot have en monteringsring for hver af de objektiv gevindstørrelser du har.
Ulempen ved slide-in systemet er at det er mere bøvlet når det skal gå stærkt. Her vinder skruefiltrene, da de er noget hurtigere lige at skrue på objektivet. Derudover fylder slide-in systemerne mere i tasken, da filterholderen jo kommer oveni filtrene og monteringsringene.
Andre typer filtre
Der findes masser af forskellige filtre, og et par af dem vi ikke har set nærmere på er soften-filtre, farvede polfiltre (der i stedet for at fjerne det polariserede lys, giver det en given farve) og forvrængningsfiltre.